Vores lokalsamfund kaldet Ferritslev-Rolfsted dækker som navnet indikerer de to byer langs med Ørbækvej, nemlig Ferritslev og Rolfsted. Vi tager udgangspunkt i sognet, og derfor tæller vi ligeledes Kappendrup, Hudevad og den østlige del af Tarup med, når vi skal indkredse hele området. I hverdagen oplever vi også, at vores opland rækker ind over de kommunegrænser, som vi omgives af, og Havndrup i egen kommune, samt Herrested, Måre og Ellinge i Nyborg kommune, samt Davinde i Odense kommune ser vi også i vores hverdag.
Vi er et lokalsamfund tæt på mange ting, og så alligevel tilpas langt på afstand, så vi også har luft at røre os på, og adgang til både skov, åbne marker og heldigvis også det fantastiske naturområde Tarup-Davinde. De mange søer begynder allerede i udkanten af Kappendrup og Rolfsted, og på den anden side er man tæt på bygrænsen til Odense.
Vi er tæt på storbyen, men også et sted, hvor vi selv har langt det meste. Vi er et oplagt valg for en børnefamilie, da man hos os lokalt kan vælge imellem hele 3 børnehaver, og før det både mellem kommunal og privat dagplejer samt vuggestueplads.
Når børnene er klar til skolegang, så kan man igen vælge imellem folkeskolen i Rolfsted eller friskolen i Ferritslev, og uanset om man bosætter sig det ene eller andet sted, så er der kort til skole, da der kun er lidt mere end et par km mellem de to skoletilbud.
Her hos os man kan have en aktiv fritid, hvor man i Rolfhallen kan gå til en række sportslige aktiviteter, både inde og ude eller blive udendørs hos spejderne i Grøndalen i udkanten af Rolfsted. Der er løbende kulturelle muligheder for både store og små i Ferritslev Fritidshus, og med jævne mellemrum ligeledes i Rolfhallen, hvor både hallen, som er selvejende, og Rolfsted Idrætsforening arrangerer for både store og små.
Der er mange andre tilbud også, og fx. er der et væld af muligheder i vinterhalvåret, når friskolen holder Tirsdagsaften. Man kan også tage del i den månedlige fællesspisninger, som arrangeres af Ma’ Glad Ferritslev-Rolfsted eller tage med, når gåfællesskabet går ud i naturen sammen.
Midt i Ferritslev har vi vores eget lægehus, hvor en gruppe yngre læger sammen driver et succesfuldt lægehus med mange patienter fra både nær og fjern.
I hjertet af Ferritslev har vi mulighed for indkøb i vores egen brugsforening, som driver vores Superbrugs, og som nabo har vi 365 Discount, som i 2022 slog dørene op som afløser for Fakta. På torvet kan man blive klippet eller fylde bilen op, og tæt ved har vi både en grillbar samt et pizzaria.
Vi kan ikke nå at nævne det hele, men håber at du som læser med her, en dag vil komme forbi og se tingene an, og måske lade dig inspirere til, at det kunne være her, at du skulle slå dig ned og stifte din familie eller nyde dit otium, vi har plads til alle.
Vi skaber sammen den hverdag vi gerne vil leve, og ildsjæle har vi heldigvis mange af, og for dem der ønsker at engagere sig og være aktiv sammen med andre, så er mulighederne mange.